For 20.000 år siden lignede den ideelle kvinde ikke ligefrem en Victoria’s Secret model. Vores opfattelse af skønhed har gennem historien ændret sig. Nogle ting blev i århundreder, hvor andre kun blev for ét årti. Men nogle skønhedstrends har gennem historien fået en renæssance. Fra bløde maver til hårde flade maver, brede hofter, smalle skuldre til overdrevne balder, fra Stor barme, ingen barme til kegleformede bryster. Kvindernes vestlige skønhedsidealer gennem historien har dækket alle tænkelig form og dimension for en kvindes krop.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg 

Vi begynder 20.000 år tilbage i Jernalderen, hvor Venus af Willendorf er dateret til. Det er vigtig at forstå at kvinder dengang i jægerstenalderen først og fremmest skulle være fødedygtige med sul på kroppen og brede hofter. I 1908 blev hun fundet i en udgravning ved den østrigske by Willendorf. Med sine kun 8 cm. højde mener man han hun har været brugt som en slags lykkeamulet i form af fertilitet. Dengang var man som kvinde eftertragtet, hvis man havde sul på kroppen, så man kunne føde børn. Det var også velset at man kunne forsvare sig selv i form af angreb fra vilde dyr, da det nok ikke gik bare at være gudesmuk, når ens klan blev angrebet af rådyr.

 

Det Antikke Grækenland

Gudinden Afrodite bliver portrætteret med bløde, runde former. Kærlighedsgudinden var uden tvivl en kvinde med gods i. Kvindeidealet var former, runder baller, lange ben og langt krøllet hår. Det bløde og runde ved kvindekroppen kan man vist roligt sige at modeindustrien i nyere tid har visket ud. En anden ting som mange, af en underlig årsag, bliver forundret over er monobryn. Men dengang var spilleregler inden for skønhed noget helt andet. Allerede i antikken var symmetri i ansigtet anset som værende ideelt for en kvinde. Derfor blev monobryn ikke set ned på, tværtimod. Dem der kunne gro et blev opfattet som værende intelligente. De kvinder der ikke havde hårvæksten til det, måtte bruge sort pulver til at tegne et. De oldgræske statuer bevidner om at kvinder havde former, men de var ikke ligeså skåret som deres mænd. I perioden havde man større fokus på, hvordan en rigtig mand så ud, hvad han tænkte og, hvordan han skulle agere i sociale sammenhæng. Det var hårdt for nogle mænd at opnå denne standard, kvinderne i deres øjne var gudesmukke. Den græske poet Hesiod skriver dette om kvinder: “En kvinde er en smuk, ond ting.”

Fornøjelse, Fertilitet & Former

Den italienske renæssance var en genfødsel for fornøjelser, fertilitet og former. På malerier ser man kvinder med former og billedkunstnere som Raphael var ikke bleg for at indrømme at han foretrak store kvinder. Men I renæssancen var det uopnåelige også på mode. Så uopnåeligt at malere ofte tilføjede kropsidealernes krav i deres postproduktion. En socialt accepteret kvinde i renæssancen skulle nemlig besidde en høj pande, lang hals, blondt hår og en bleg hud. Kvinderne ville gå langt for at opnå standarderne og mange plukkede deres hårgrænse, så det ville syne en højere pande. 

Korset Til Børn & Gravide

I den victorianske æra var det stadig populært at være bleg, da det signalerede at man var velhavende nok til ikke at skulle arbejde ude i solen. De victorianske kvinder ville gå langt for at opnå en kridhvid hud og mange endte med at forgifte dem selv. Der var sådan set ingen bestemte kropsdele, som man kan fremhæve fra perioden. Kvinder skulle se blege og svage ud. De skulle være udstyret med et stort brystparti og en timeglasfigur spændt op med et korset. Imødekom man disse kriterier, så var man noget ved musikken. Korsettet blev en del af mange europæiske kvinders garderobe. Det blev en så stor integreret del af moden, at man begyndte tidligt i barndommen. Selv under graviditet var det stadig god skik at bære det. Idealet om at opnå timeglasfigur emigrerede til USA. 

De Androgyne Tyvere

Da Victoriatiden fik sin ende blev kroppen et samtaleemne. I de brølende tyvere tog den ideelle krop for alvor en drejning blandt kvinderne. Idealet var en drenget silhuet, fladt brystparti og en kort page, som blev kaldt for en ‘bob’ (I vores tid bliver den kaldt for en ‘karen-frisure’). Temaet gennem årtiet var det androgyne, i takt med at kvinderne ville skabe en større identitet for dem selv. Da trenden for alvor satte sit præg i modemagasiner i midten af årtiet.

Pin Up & Playboy

Den drengede figur hos kvinderne holdt ikke på formen mere end bare ét årti frem. Timeglasfiguren er tilbage i 1930’erne. Den gyldne Hollywood era gjorde kurver sexede igen og de flade bryster blev spændt op med torpedo-BH’er. Dette ideal holdte stik i de efterfølgende årtier. Hollywood’s ‘golden darling’ Marilyn Monroe et stærkt eksempel på, hvordan den ideelle kvinde skulle se ud i midten af 1900-tallet. Da det første Playboy magasin udkom i 1953 pryde Marilyn Monroe forsiden. Moden efter 1945 og langt op i 1950’erne var præget af den ældre generations idealer og forblev meget konservativ. Det var først i slutningen af 1950’erne, at der opstod flere modetendenser rettet mod unge. Ungdomskulturen blev for alvor frigjort fra den ældre generations normer i 1960’erne, og det afspejledes i de mange stilarter og muligheder for unge.

‘The Twiggy Look’

Lange tynde ben og blege tynde piger dominerede 60’ernes skønhedsideal. Et årti hvor man næppe kan undgå at nævne sensationen Twiggy: Allerede som 16-årig blev hun udråbt som “årets ansigt” i 1966. Da den britiske model Twiggy gik catwalk for nogle af de fineste modehuse i tresserne, opnåede hun en kæmpe fanskare. Mange ville ligne hende, men da vi er bygget forskelligt, så endte mange med at få spiseforstyrrelser og nogle endda endte med at sulte sig for at opnå Twiggys drengede ydre. Hendes store øjne og drengede udseende gjorde hende til den ideelle fotomodel for den tid. Også i Danmark var Twiggy et idol. Hun var med til at udvaske det traditionelle kvindebillede og symboliserede en ny frihed for unge kvinder til at gøre og se ud som de havde lyst. Twiggy havde et karakteristisk udseende, med ualmindeligt store, fascinerende øjne og lange tynde arme og ben i kraft af en vægt på 41 kilo. Hun fængede både designere og forbrugere og fik således stor indflydelse på skabelsen af teenagetøj. Hun var især med til at gøre miniskørtet populært.

Slankekure & Supermodeller

Da supermodellerne indtog teenageværelserne i firserne, tog slankekurene for alvor fat i folks pengepung. Det mest uhyggelige ved dette fænomen er, at hvis man ser på hele menneskets historie, så er der to årtier der springer i øjnene hvis man kigger på antallet af spiseforstyrrelser i verden: 1920’erne og 1980’erne. Kvinder skulle være slanke og afspejle supermodellernes atletiske udseende. Eksperterne der påpeger stigningen af anorektikere i dette årti, er sikre på at det stammer fra den afhængighed hele vesten fik for træning. Mange hang ud i et fitnesscenter eller foran fjernsynet til en god Jane Fonda workout. Mange af de unge i firserne fik et krakeleret billede af, hvad sundhed er. En så ødelagt opfattelse at mange stadig den dag i dag bruger penge på slankekure for at opnå den uopnåelige kropsform. Den slanke industri der fik sin opblomstring i 80’erne er i dag en forretning med en indtjening på 500 billioner danske kroner. (75 billioner USD) 

“Nothing tastes as good as skinny looks”

Da Kate Moss indtog catwalken i halvfemserne slog hun Twiggys rekord som værende den tyndeste supermodel nogensinde. Supermodellen Kate Moss er blevet kendt for at sige: “Nothing tastes as good as skinny looks”. Trenden om at stræbe efter at veje under 50 kilo er stadig yderst udbredt blandt unge mennesker den dag i dag. I dag vil mange mene at Kim Kardashian er vores tids Marilyn Monroe og det er Kims udseende der dikterer, hvordan unge og voksne skal se ud; store læber, stor røv og store bryster. Selvom man skal have et god gods både foran og bagi, så er det hovedreglen at man skal være tynd. Men ikke for tynd. Og man skal også oven i købet have en flad mave. Rent biologisk set er det ikke menneskeligt for kvinder ikke at have maver. Det fedt der altid vil være hos kvinden som en lille delle, er en slags beskyttelse til livmoderen. Kvinder har lidt mave fordi de kan føde børn – det er da ret sejt ikke? Selvom man kalder Kim Kardashians udseende for et naturligt ‘look’, så er det så uopnåeligt og unaturligt, som mange andre trends gennem historien. Så uopnåeligt at både mænd og kvinder i alle aldre får lavet plastikkirurgi, sulter dem selv, går på ‘juice cleanse’ (en anden term for at sulte sig selv) og bruger udelukkende deres fritid i et fitnesscenter.Man kan spørge sig selv om, at det er dét værd at bruge over tyve timer om ugen i et fitnesscenter for at blive ‘godt skåret’ som supermodellerne?

Et Millisekund Af Historien

Alle kroppe er ideelle, men det der betyder noget er hvordan vi er overfor os selv – og ikke mindst hinanden. Vi befinder os i en tid, hvor verden bliver mere åbensindet for diversitet, men der er stadig lang vej endnu. Kropsidealer skifter som vinden og det er derfor op til en selv at navigere rundt i, hvordan man selv vil se ud, være og, hvad man føler sig tilpas i. Vores kroppe er kun tilstede i et millisekund af verdenshistorien. Så hvorfor spilde det ved at længes efter at ligne udsultede modeller, som gamle mænd engang dikterede at det var den ideelle krop? 

Kildeliste:

Masters, D. Rachel: “The Portraiture of Women During the Italian Renaissance”, Uni. Southern Mississippi 2013

Abrams, Lynn: “Ideals of Womanhood in Victorian Britain”, BBC History 2001

Grogan, Sarah:Body Image: Understanding Body Dissatisfaction in Men, Women and Children”, Psychology Press, 2008. 

Olson, S. James: “Historical Dictionary of the 1960s”, Greenwood Pub. Group 1999.

Lawson, Carol: “Anorexia It’s Not A New Disease” New York Times 1985

Lau, Allison: “How Dieting Became A 71 Billion Dollar Industry”, 2012.

Parks, Chanel: “10.000 Butt Implants Procedures”, Huffpost 2014