Med Joaquin Phoenix i hærfører-trøjen gør han Napoleon til sin egen. Og trods kritikere, der stiller spørgsmålstegn ved filmens historiske korrekthed, må vi ikke undervurdere den store gevinst, historiske spillefilm giver historiefaget.

Af Regitze Jørgensdatter

I Ridley Scotts seneste film, ‘Napoleon’, bliver kejseren vækket til live på ny. En kejser, der er blevet rangeret som den andenstørste figur i historien – kun overhalet af Jesus. For der er ikke særlig mange personer, som har haft lige så stor indflydelse på historien, som Napoleon Bonaparte.

Med Joaquin Phoenix i hærfører-trøjen kommer du tættere på mennesket Napoleon og vigtigst af alt: Du kommer ikke til at kede dig.

Mange historikere har heller ikke kedet sig, når det kommer til at udpege de historiske ‘fejl’ i filmen, som var det en dokumentar.

En historisk spillefilm skal ikke spille med samme regelsæt som en historiker. Det hører ikke sin genre til.

Den giver instruktøren en vis grad af kreativ frihed til at jonglere mellem fakta og drama. For når man skaber et historisk drama, bliver man ofte nødt til at kaste den historiske korrekthed til side, hvis man vil genoplive fortiden og appellere til et bredere publikum. Det er heller ikke instruktørens opgave at undervise, men at underholde. 

Vi skal stadig være kritiske. Det skal vi også når vi læser en historisk kilde. I bund og grund skal vi vel være kritiske i alle de ting som bliver smækket i vores hoveder dagligt.

Filmen skildrer seks af de slag, som Napoleon udkæmpede. Særligt slaget i Egypten er blevet en af filmens mest omdiskuterede scener.

Mest fordi Napoleons invasion af Egypten var kontroversiel.

I filmen bliver der skudt mod pyramiderne. Det er ikke sket, men bliver brugt som et vellykket dramatisk greb for at understrege, at Napoleon indtog Egypten med et brag.

For det gjorde han. Med en dagsorden der skulle styrke Frankrigs dominans i Mellemøsten og svække briternes handelsruter til Indien. Det blev set som en krænkelse af egyptisk suverænitet.

Men Napoleons ekspedition til Egypten i 1798 var ikke kun præget af militære mål. Den første også til opdagelsen af Rosettestenen året efter. En sten, der knækkede koden til hieroglyfferne. Han tog også en masse ‘souvenirs’ med hjem i form af historiske artefakter, han havde plyndret. 

Det er ikke første gang Ridley Scott har fået kritik for en historisk spillefilm. 

Det var næppe kærlighed ved første blik, da ‘Kingdom of Heaven’ (2005) fik premiere. Den fik kritik for at være så overfladisk, at den mistede dybde. For den ville for mange ting på kort tid. Dog fik den roser, da direcors cut blev udgivet, da den dykker dybere ned i karakterne og de historiske detaljer.

Hans Oscar-vindende ‘Gladiator’ (2000) fik direkte hug for at den historiske korrekthed led samme skæbne som gladiatorerne i Colosseum. Selv historiekonsulenten på filmen bad om at få sit navn fjernet.

Men den rangerer stadig højt på hitlisterne og anses for at være en af de bedste historiske dramaer, hvorfor det ikke er så underligt at der er en 2’er på vej.

Begge film er fyldt med komplekse fortællinger og der er ingen tvivl om, at de har banet vejen for at han nu kan mestre at lave en film om Napoleon, som er en af de mest komplekse personer i vores verdenshistorie. 

Jeg er sikker på, at med de dramatiske chancer, som Ridley Scott har taget, at det kun vil invitere flere ind, som måske ikke har fundet historien interessant før. 

Ligesom i Sofia Coppolas ‘Marie Antoinette’ (2006), der åbenlyst ikke var en historisk korrekt gengivelse af hendes vilde og overdådige liv på Versailles – men der er ingen tvivl om, at den fik vækket en masse biografgængeres interesse for fortiden. Og især dem, som ikke havde fundet historiefaget interessant før.

Det samme håber jeg sker for Napoleon.

At han kan få en renæssance, som Antoinette og mange andre historiske skikkelser har fået gennem filmmediet. At vi får lyst til at vide mere om ham og dykke ned i de aspekter af ham, som filmen ikke når at dække.

Vi må ikke undervurdere den store gevinst, som historiske spillefilm giver historiefaget.

Udover at filmen giver et godt indblik i Napoleon som kejser og feltherre, så bliver hans forhold til kejserinde Joséphine de Beauharnais også fint skildret.

Joaquin Phoenix formår at gøre Napoleon til sin egen. Måden han har gjort sin karakters handlinger uforudsigelige og den måde han leverer de til tider spøjse replikker – han gør det med stil. 

Dertil tilføjer han til sin rolle nogle følelser ude på slagmarken, som ville komme bag på mange, hvis ikke de kender til Napoleons følsomme indre. At en mand der sejrede i alt det han senere mistede. At han også bare er et ganske almindeligt menneske, som uden tvivl har mommy-issues.

Den moderlige kærlighed, som han underdanigt får af sin Joséphine, som spilles af Vanessa Kirby. Netop kemien mellem Phoenix og Kirby er så fjollet og legende, at den så smukt glimter igennem deres karakterer. Man er ikke i tvivl om at denne kærlighed var så ægte, at ikke engang en skilsmisse eller døden kunne skille dem ad.

Hvilket sætter et fint punktum for filmen, som ender med Napoleons sidste ord: 

“Frankrig, hæren, i spidsen for hæren, Joséphine.”

Altså de ting, som har haft størst betydning for ham. Dog ved man ikke, om det var de ord, som var på Napoleons læber, inden han åndede ud på Sankt Helena i 1821.

Der gik ikke lang tid før han blev til en udødeliggjort myte. På trods af at han kun sad på magten kort, kom han til at påvirke Europas historie og politiske markant.

Ligesom en filminstruktør, så havde vidnerne ved Napoleons dødsleje deres helt egen agenda. For hvad der præcist blev sagt, ved man ikke med sikkerhed.

Men hvad jeg ved med sikkerhed er, at Ridley Scotts ‘Napoleon’ er et velkomponeret historisk drama, hvor du får en saftig bid af napoleonshatten, der efterlader dig i biografmørket med appetit på mere.