Han er uden tvivl en af de mest populære og samtidig også en af de mest misforståede skikkelser i moderne tid. I en ny spillefilm bliver vi inviteret ind i nogle afgørende år i Bob Marleys liv. Trods troværdigt skuespil, er det svært at skulle bære en hel film, der ikke har et decideret plot.

Af Regitze Jørgensdatter 

Jeg vil vove at påstå at ganske få af den yngre generation kender til Bob Marleys historie. Måske fordi musikken har levet videre på en måde, der har gjort ham til et koncept frem for noget andet. Et koncept, som nu får mulighed for at blive menneskeliggjort gennem den amerikanske instruktør Reinaldo Marcus Greens biopic af legenden Bob Marley.

Filmens fortælling skydes bogstavelig talt i gang i året 1976, kort før koncerten ‘Smile Jamaica’, der blev stablet på benene for at skabe sammenhold i Jamaica.

For det politiske landskab i Jamaica var betændt. 

Hovedstaden Kingston var et skakbræt styret af konger i form af to store politiske rivaler; Michael Manley versus Edward Seaga og de resterende brikker i det politiske magtspil var en blanding af der moderiske gangstere, bevæbnede børn og mere end hundrede mord. 

Koncerten var både bestilt og finansieret af den siddende regering, og da han takkede ja til at afholde koncerten, udskrev partiet valg og pludselig blev koncerten så politisk, at det blev et dilemma for ham om han kunne gennemføre koncerten. 

Bare 48 timer før koncerten bliver han forsøgt myrdet i sit hjem. For selvom han var elsket, ville mange skade ham til fordel for politik. Men han trodser truslen og gennemfører koncerten som en slags fredsmægler med en guitar, et budskab og en joint i mundvigen. 

Selvom Bob Marley ikke ville være politisk, var hans moralske kompas tættest på partiet PNP; People’s National Party, der samarbejdede tæt med kommuniststaterne Sovjet og Cuba. Det var rivalpartiet JLP; Jamaica Labour Party ikke så begejstret over. For de var støttet af amerikanske CIA. Og disse amerikanere havde et lidt stramt forhold til kommunisterne. For at beskrive det mildt. 

Efter koncerten forlader han Jamaica og ender i et slags eksil i London, der bliver hans andet hjem. En storby fyldt med vrede punkere der også gjorde oprør mod systemet, hvilket ikke var så langt igen fra hans hjemstavn. 

Karrieren tager i London fart, men trods den succes han oplever, er han i følge ham selv ikke en superstjerne, men ‘rasta’;

Altså ‘rastafari’ – en religion, der helt kort handler om at man lever vegetarisk, man har dreadlocks fordi man ikke må klippe sit hår og i øvrigt er indtagelse af cannabis ikke harem, men et decideret sakramente; en hellig handling. Rastafarianerne tror på at ved dommedag vil de leve evigt i Zion in peace, love and harmony –som taget ud fra en Bob Marley tekst. 

Vi kan ikke komme udenom at vende Kingsley Ben-Adirs troværdige præstation i rollen som Bob Marley. Han gør ham hverken til sin egen eller til noget han ikke var – men han formår at mestre Bob. 

Det tog ham omkring et år at få dialekten på rygraden. Og med hjælp fra koreografen Polly Bennett, der tidligere har hjulpet skuespillere med at portrættere bl.a. Mercury og Elvis, har han indlært, en syv minutters lang koncert-optagelse af nummeret ‘Exodus’. 

Samme titel på nok hans mest berømte plade.

En plade med så stor historisk betydning, at Times Magazine i 1999 kårede ‘Exodus’(1977), som det 20. århundredes album. Indspilningen af pladen følger vi i filmen, og det er særligt de rytmiske jamsessioner, der løfter filmen i en større helhed. 

Pladen kommer ud og han tager på en verdensturné. Og mens alt dette stod på, voksede den politiske borgerkrig hjemme i Jamaica. 

Det bliver hans kald – han må vende hjem. Han afholder ‘One Love Peace Concert’ sammen med håndfuld andre reggaemusikere på Jamaicas nationalstadion den 22. april 1978. Medierne døbte begivenheden som ‘Third World Woodstock’. 

Det skulle blive en blanding af historisk ekstase og et vindue til at forene Jamaicas to politiske rivaler Michael Manley (PNP) og Edward Seaga (JLP), da Bob Marley kalder dem op på scenen for at holde i hånd som tegn på en slags forsoning. 

Men det vindue blev lukket ret hurtigt efter. 

Koncerten havde ikke særlig stor indflydelse på Jamaicas politiske tilstand. Antallet af mord steg i de efterfølgende år til over det dobbelte. Bare i tiden mellem koncerten og det næste valg i 1980 blev 889 mennesker myrdet. 

Selv dør Bob Marley i 1981 af kræft. Han blev kun 36 år. Hans musik var med til at give håb i en splittet verden, mens han havde sine indre kampe med sig selv. For der blev lagt en stor byrde på hans skuldre, og da byrden var værst, fik han diagnosticeret kræft. Filmen kommer dog ikke så godt i mål med at vi føler medlidenhed med Bob. 

For mens han hygger sig med groupies, ryger pot og hulker over sin kræftdiagnose, der kan gå væk, men det gider han ikke lige tage stilling til, så tonser hans kone Rita rundt som både backup-sanger i hans band, mens hun også lige skal passe børnene. Ikke kun hendes egne, men også børn, Bob havde fået med andre kvinder. Han fik i øvrigt 11 børn. “Officielt”.

På en pressekonference for filmen blev der fremhævet, at fordi Bob Marleys enke Rita Marley og hendes børn er medproducenter på filmen, så bliver historien så ‘rigtig’ som muligt. Man skal dog ikke underkende, at han også havde dårlige sider, som ikke bliver skildret. At den er produceret så ‘familiært’ gør det helt klart svært at strikke et mere nuanceret og ikke mindst et kritisk billede af ham. 

Filmen fungerer som et hyggeligt biopic i det større billede. Dog er der klippet nogle scener ind i form af flashbacks, der virker ret off i filmens helhed. Det virker mere som om man har proppet en random kortfilm ind fordi – man kunne? Og fordi det aldeles er nogle flotte skud.

Måske er det her filmen knækker; det bliver for Disney–poleret til at blive forbundet til Bob Marley og i det hele taget til at kunne gå i ét med det større historieforløb.

Noget der til gengæld bliver forbundet med Bob Marley er joints. Og en helvedes masse af dem. Angiveligt røg han omkring 18 joints om dagen. Men alligevel synes jeg ikke, der blev røget nok i filmen. 

Filmen gav mig hverken hjertebanken eller våde øjne, men jeg overvejede – og gør stadig lidt – om man skulle have røget sig skæv inden man tog i biografen. 

Hvis man altså skulle gøre det på Bob Marley manér. For så kunne det være, at disse drømme- flashback-scener hang lidt bedre sammen med resten af filmen.

Dog ryger jeg hverken cigaretter eller pot, så det skal nok mere tages med et gran salt frem for en seriøs opfordring. 

Skuespillerpræstationenerne er troværdige nok, men det er svært at skulle bære en hel film der ikke har et decideret plot. Den er stadig et biografbesøg værd, og hvis du skulle få så vidt muligt ud af den, så vil jeg klart anbefale at du hjemmefra laver dine Marley-lektier og ser en dokumentar eller to om ham.