For 53 år siden blev der i Mexico afholdt VM i fodbold for kvinder. Danmark vandt endda dette VM –  men hvorfor har vi ikke hørt om det? 

Af Regitze Jørgensdatter 

ANMELDELSE. I sommeren 1971 var der et verdensmesterskab i fodbold for kvinder, som du med garanti ikke har hørt om før.

For det blev annulleret. 

Det har de to britiske instruktører Rachel Ramsay og James Erskine lavet en dokumentar om under titlen: ‘COPA 71’. Begge har tidligere lavet dokumentarer om sport og må siges at have øje for at fortælle (kendt) sportshistorie. 

I dokumentaren foldes et forholdsvis stykke ukendt sportshistorie ud. Og med en spilletid som en fodboldkamp, 90 minutter, føles det som at sidde på et stadion som tilskuer og mærke suset i maven, mens man er vidne til en af de vildeste begivenheder i nyere fodboldhistorie. 

Det er en vild historie. 

Fodbold havde dengang i mange år været ‘forbeholdt’ mænd. Selv i Englands fodboldforbund lavede man anbefalinger om at fodbold var en farlig sport for kvinder og man producere endda videnskabelige artikler, der understøttede den påstand.

Da man talte om at stable et verdensmesterskab på benene i Mexico for kvindefodbold, ville FIFA og UEFA gøre alt for at stoppe det. 

For dem, var fodbold en fejring af det maskuline køn. De valgte derfor, at true Mexicos fodboldforbund med bøder og udelukkelse, hvis de afholdte det på deres akkrediterede stadioner.

Truslen udefra førte til, at de rykkede begivenheden til stadioner, hvor de ikke kunne bestemme; de to store stadioner, Estadio Jalisco og Estadio Azteca, som var blevet opført til herrernes fodboldmesterskab året forinden i 1970. Sidstnævnte stadion var på den tid det største i verden. 

Gennem dokumentaren bliver nøglespillerne interviewet fra de 6 hold som deltog i mesterskabet; Argentina, Danmark, England, Frankrig, Italien og Mexico. 

Sammen ser de tilbage på den tid.

Fra dansk side medvirker spillerne Birte Kjems og Ann Stengård. Når de danske spillere ser tilbage på begivenheden, ser de det ikke som en kvindekamp, men nærmere kvinder i en fodboldkamp. For selvom det danske kvindelandshold spilllede i røde strømper, var de ikke rødstrømper.

De ville bare spille fodbold. Mange af dem var ikke klar over dengang, at de gik forrest i kampen om, at kvinder også hører til på fodboldbanen. 

Dokumentaren formår at skabe en fremdrift, der gør at biografsalen på intet tidspunkt står stille. Med arkivmateriale, som ikke er blevet vist før, formår filmen at vække ‘Copa 71’ til live. Farverne står skarpt, eftersom herrernes VM året forinden var det første VM i historien, der blev tv-transmitteret i farver.

Man bliver revet med af stemningen og lyddesignet har formået at indkapsle en stadion-stemning, der får hele salen til at summe af spænding. Som et overflødighedshorn af ny-resturerede videoklip og fotografier, der gør at brugen af dramatiseringer er så minimal, at den flugter med fortællingen. 

I sin helhed er det fint værk, der formår at komme rundt om hele begivenheden. 

Der er dog et lille ‘men’. Dokumentaren åbner på den amerikanske fodboldspiller og dobbelte verdensmesterskabsvinder Brandie Chastain. Hende møder vi også hen mod slutningen sammen med andre amerikanske sportstjerner. Men alt der imellem er USA slet ikke med – for COPA 71 handlede ikke om USA, for de var ikke engang kvalificeret. 

Den amerikanske vinkel har måske sit mandat til at være til stede, da den er produceret af amerikanske sportstjerner som fodboldspiller Alex Morgan og tennisstjerne Serena Williams, der i øvrigt er med på en voice over.

Det er så typisk amerikansk, at lave noget der handler om noget der er langt større end dem og så på en måde tage hele æren for det. Lidt ligesom i de der Hollywood-film, hvor en meteor vil ramme kloden om lidt og det er udelukkende kun USA, der kan redde hele menneskeheden. 

Hvis vi glemmer den amerikanske vinkel, så viser dokumentaren noget der er større:

At det er noget værre vås, at kvindefodbold ikke kan noget særligt. For dengang i 1971 var der 112.000 tilskuere tilstede på Azteca stadion i Mexico City, da Danmark vandt 3-0 over Mexico i finalen. Det blev en kæmpe publikumssucces. 

Men da COPA 71 blev fløjtet af, blev begivenheden fortængt.

Mange af kvinderne der deltog dengang, talte sjældent om det efterfølgende. De skammede sig over at de havde gjort noget forkert ved at deltage, eftersom mange blev gjort til grin. I England bandlyste det engelske fodboldforbund endda de spillere, som havde deltaget i mesterskabet. 

Da jeg gik ud ad biografen, var jeg rørt. Aldrig har jeg troet at en dokumentar om fodbold ville have den effekt på mig. 

Det er måske her en anmelder vil skrive at du skal se den med din bedste veninde, men historien er ligeså relevant for piger og kvinder, som den er for drenge og mænd.

For det er ikke kvindehistorie; det er et stykke vigtig fodboldhistorie, der vil få selv den mest hårdnakket fodboldfan på Sydsiden til at blive bare lidt rørt, mens man efterlades i biografsalen og tænker: 

Hvor er det absurd, at man kan hviske et helt VM ud fra historiebøgerne. Hvor er det vildt at blandt andet UEFA og FIFA ikke ville anerkende kvinder der spiller fodbold. For i sidste ende er det bare fodbold. 

To årtier skulle der gå før at FIFA tog sig sammen til at organisere det første officielle VM for kvinder. Det var i 1991. FIFA anerkender stadig ikke COPA 71 som et officielt VM.

På trods af at det danske kvindelandshold blev fejret ved deres hjemkomst, så er sejren først fornyelig blevet anderkendt af DBU.

Men hvorfor skulle det tage DBU mere end et halvt århundrede?  –  Muligvis fordi det danske herrelandshold ikke  selv opnåede kvalifikation til VM året forinden i 1970, men det er en helt anden historie.