I mere end 200 år har Wiens hjertebarn Naturhistorisches Museum været blandt de mest førende museer i verden. Er storhedstiden snart forbi?
Af Regitze Jørgensdatter
ANMELDELSE. På Det Naturhistoriske Museum i Wien har de alt. Som et selvproklameret hoarder-museum er det her enhver historienørds våde drøm. Museet råder nemlig over en samling på 30 millioner genstande, hvor 100.000 af dem er udstillet fordelt over knap 8.500 kvadratmeter.
I dokumentaren ‘Archive of the Future’ følger vi livet bag facaden på Det Naturhistoriske Museum i Wien. Som fluer på en væg kommer vi helt tæt på. Alt fra en tilblivelse af en dinosaurudstilling og de interne diskussioner til de pensionerede damer, der er frivillige på museet og en Golden Retriever, der som en trofast arkivhund vogter ude på arkivet.

Hele herligheden hviler på lækker reallyd og flotte nærbilleder. Der er ingen vild dramatisk underlægningsmusik til stede, hvilket for en gangs skyld er ret lækkert, eftersom museet er ekstraordinært i sig selv. Hist og pist dukker lydspor op af et par strygere – for hvad havde vi ellers regnet med, når nu vi befinder os i musikkens by.
Ind imellem popper der nogle masterinterviews op med nogle af de ansatte, som jeg ville ønske var lidt kortere. For jeg vil hellere glo. Jeg vil bare gerne begloe det overdådige museum der gemmer på alt fra udstoppede fugle til fossiler med 18.000.000 år på bagen.

Vi bliver ikke klogere på museet i sådan generel forstand. I stedet mærker vi museet og oplever det gennem dem, der holder sammen på museet. Der er ingen tvivl om, at det er et museum med sjæl.
Det er så vanvittigt nichet, når det kommer til de forskellige forskningsprojekter, der foregår bag murene på det museum. Tydeligt mærker man de ansattes engagement og begejstring, som skinner lige gennem kameralinsen. Det er lige præcis det der gør at jeg får lyst til at pakke en taske og tage det næste fly til Wien, for selv at gå på opdagelse i museets overdådige samling.

For hold nu fast et vildt museum.
I mere end 200 år har museet været et af verdens førende naturhistoriske museum og er rangeret som et af de 10 vigtigste museer i verden. Men den storhedstid er måske ved at rinde ud. For i de sidste par årtier er det blevet sværere at få økonomisk støtte til både udvikling og forskning.

Museets fremtid er uvis.
Budgettet til indkøb er sløjfet, hvilket gør at andre museer nu overhaler dem og det storslåede museum mister langsomt sin seværdighed.
Lige nu er det måske ikke særligt alarmerende, men hvis museerne ikke kan vedligeholde dem selv, forske og ikke mindst opretholde gode forhold for deres ansatte, så går vi en meget fattig fremtid i møde. Vi vil risikere at blive historieløse og der vil opstå et hul, som fremtiden vil have svært ved at udfylde.
Dokumentaren ‘Archive of the Future’ er instrueret af Joeg Burger / 2024 / Østrig.