‘Homecoming’ skildrer, hvad der sker med et menneske og en minoritetskultur, når man ikke er Herre i egen kultur. Det kan være svært at forstå, men eftersom det ikke er min kultur, så jeg skal ikke forstå det. Jeg skal respektere det. 

Af Regitze Jørgensdatter

Foto: © Christian Klant 

ANMELDELSE. Hvis man tager på Nationalmuseet i Helsinki vil man hurtigt opdage, at på trods af at nationalfølelsen er stærk i nutidens Finland, blev de først selvstændige i 1917, hvorfor landets historie ikke særlig mange år på bagen. 

Det er noget andet med samerne, hvis artefakter har været en fast del af museets udstilling i flere år. Samernes historie kan rent faktisk spores helt tilbage til 500 år før vores tidsregning. I de seneste par århundreder har de ikke haft kontrol over deres kultur, men det skal der laves om på nu. For Nationalmuseet i Finland har besluttet at aflevere 2.200 artefakter, tilbage til samernes land. De vender nu hjem. 

Den overlevering følger vi med den finske instruktør Suvi West, der i dokumentaren ‘Homecoming’ prøver at tage kontrol over sin egen kulturarv, mens der sideløbende fortælles historien om de Hvad der i begyndelsen virker som et portræt af en museumsudstilling, udvikler sig til en personlig rejse for Suvi. 

Som en flue på væggen kommer vi med på museet, når de prøver at få et overblik over alle de artefakter, som Helsinkis Nationalmuseum har doneret til Sámi Museet i Lapland. Men det er en større opgave for dem at få det her overblik, eftersom der ingen rigtig information følger med de forskellige ting. 

Suvi tager ud til nogle af de institutioner, som har artefakter, der stammer fra samerne. På trods af den store begejstring og stolthed der stråler ud af kustoderne når de viser Suvi hendes forfædres ejendele, så aner de ikke hvad de enkelte ting blev brugt til, hvilken region det engang tilhørte og hvilken vej en hat skulle vendes. For det er kun artefakterne, der blev overleveret. Man havde kun interesse for tingene, frem for historien. 

Hun prøver at spejle sig i sine forfædre, men jo længere vi kommer i historien, bliver hun mere distanceret fra sin egen kultur og føler sig udenfor. For ingen af de ting som vendte hjem til samernes land har forbindelse til hendes rødder.

I Berlin besøger Suvi et arkiv, der bl.a. har en samisk-tromme opmagasineret. Men hun nægter at se trommen, da den ikke stammer fra hendes region. Hun kommer i konflikt med sig selv om, hvorvidt trommen skal filmes. Hun vælger at lade være at filme trommen. 

Jeg fattede ikke hvorfor hun ikke ville se den tromme, når nu hun var taget hele vejen til Berlin for at se på ting der stammer fra hendes forfædre. 

Men det er ikke min kultur, så jeg skal ikke forstå det. Jeg skal respektere det. 

Mennesker har til alle tider knyttet stærke følelser til ting. Vi skal ikke forstå det, men vi skal acceptere det. For hvor bliver en kultur skrøbelig, når den ikke har kontrol over sin historie. Ikke mindst at tilføje, at det er en stor følelsesmæssig side, som bliver foræret; at instruktøren inviterer publikum helt ind, hvor det på samerne gør ondt. 

Langsomt gik det op gik op for mig, at det her handler om noget der er langt større. Dernæst var det en smuk måde at udvise respekt for hendes kultur, ved at man ikke filmede trommen. For jo mere udbredt filmmediet er blevet, bliver hvad som helst i dag filmet, da vi ikke vil gå glip. Men det skulle vi her. 

Jeg blev provokeret, og hvor var det fedt for en gangs skyld at en dokumentarist satte en grænse og sagde ‘stop – her til og ikke længere’. 

Disse trommer er for dem noget af det helligste – måske ligefrem den ældste forbindelse til deres kulturelle ophav. 

Det kunne være en lykkelig slutning, når nu nogle af deres ting vender hjem. Men der findes stadig tusindvis af ting fra samerne, som i dag er udstillet på museer i flere lande. Mange af dem er opmagasineret i museernes mørke kældre, hvor de samler støv. 

Rundt i verden findes der utallige eksempler på museer, der har ting fra andre kulturer, i de fleste tilfælde er rene tyvekoster. Det kan kobles op på grundtanken i kolonialismen; det med at de ‘passer på’ det for den oprindelige kultur. Men holder den også i vores tid? 

Dokumentaren ‘Homecoming’ giver et aldeles stærkt nutidsbillede på, hvad der kan ske med et menneske og en minoritetskultur, når man ikke er Herre i egen historie, mens udefrakommende dominerende magter tog deres historie for givet. 

Nationalmuseet i København har faktisk også genstande fra samerne. Mon ikke det var på tide at aflevere dem tilbage i al respekt for fortiden?