I udkanten af den ungarske hovedstad Budapest, finder man i et dødsbo en notesbog. Særligt for denne bog er at den indeholder et imponerende regnskab i form af en oversigt over film notesbogens ejermand har set gennem 52 år. Det blev sammenlagt til 2158, som notesbogens ejermand István så. Det var en rejse jeg havde set frem til at skulle med på inde i biografmørket, men… 

Af Regitze Jørgensdatter 

… kender du følelsen af at en fortælling bare kunne have været et postkort?  

Det ærgrer mig, når jeg må indrømme, at den her dokumentar med sin spændende beskrivelse, egentlig bare kunne have været en kortfilm. 

Dele af filmen er ganske fint fortalt. At vi følger et flettet spor af både filmhistorie og ungarskhistorie. Det sker bl.a. gennem en blød voice-over og fra drømmene til komiske arkivklip – og fra begyndelsen bliver det en rejse, jeg gerne vil med på. 

Men jeg får under rejsen lyst til at stå af. For det virker ikke til at instruktøren rigtigt følger den til dørs. Det er ikke fordi hun ikke prøver. 

Hun opsøger hans familie. Vi kommer tættere på dem, men ikke på István. Hun prøver at finde en forbindelse mellem ham og dem, og det finder hun skam: film. De har dog ikke råd til at gå i biografen, eftersom tiderne har ændret sig. De ser i stedet kopi-dvd’er. Men deres medvirken og de dvd’er ender med at blive en smule påtrængende.

Jeg kan sagtens forstå, at man har tænkt: det var da fedt de også så film, når nu deres far / bedstefar også så film. At det skulle være en særlig vinkel eller at det skulle styrke fortællingen er synd at sige. 

For man bliver kun mere distanceret til notesbogen. 

Det bliver en påtrængende affære, når det mere kommer til at handle om notesbogens ejers familie end bogen selv. Måske er jeg ikke målgruppen til at bedømme, hvorvidt andre bør se den. For jeg køber ikke socialrealisme-delen, hvor man følger hans efterladte, hvor nogle går rundt i underbukser og andre bor på gaden. Det er i sig selv en vild historie også, men historiens troværdighed går tabt og man kan undre sig og tænker over hvad socialrealisme-vinklen har at gøre med den notesbog – som man i øvrigt først ser til sidst?  

Det må have været en udfordring at få en hel dokumentarfilm til at handle om en notesbog. Jeg kan sagtens forstå, at man tog udfordringen op – for den bog er et kæmpe scoop og ikke mindst et ekstraordinært vindue til fortiden. Jeg mærkede István og historien et kort øjeblik, men side-fortællingen med familien smed mig af. Det føles som at se to forskellige dokumentarer, og det hægtede mig af. István bliver mere fjern. Hvis man vælger at lave en dokumentarfilm om en notesbog, der i øvrigt også er det bærende element for titlen, hvorfor vælger man så ikke bare at malke hele bogen for den gode historie? 

Dokumentaren er støttet af New Danish Screen. De støtter filmskabere med et kæmpe potentiale, der i de fleste tilfælde lige er blevet færdig på Den Danske Filmskole. Og dem der kender til New Danish Screen ved også at de udelukkende støtter film i spillefilmsformatet. 

Hvilket er synd. For hvor ville den her være fin, hvis den var i et kortere format. 

Den tabte notesbog kunne have været en fantastisk fortælling om en svunden tid, men ender med at gøre det til den tabte historie. 

‘Den Tabte Notesbog’/ Ida Marie Gedbjerg Sørensen / Danmark & Ungarn / 2024 / 80 min.