Engang var det mest populære reality-program i Irland en konkurrence, hvor irske husmødre konkurrerede mod hinanden for at kunne vinde den prestigefyldte titel som årets husmoder. Måske langt væk fra vores hverdag, men i det dybt katolske Irland blev dette symbolet på den ideelle kvinde. 

Af Regitze Jørgensdatter 

ANMELDELSE – Mon det er dig, der er årets husmoder?

Kan du lave mad til hele familien på tid, budgettere, har du en god personlighed, kan du danse disco på kommando, finde din mand med bind for øjnene, er du også smuk, laver du velgørenhed, mens du også lige opfostrer 8 unger? 

Så har du måske hvad det kræver for at deltage i realityprogrammet ‘Housewife of the Year’

Og hvad kan du vinde? – Et lækkert gaskomfur selvfølgelig!  

Ligeså absurd, som det kan lyde er det faktisk noget man har konkurreret i. 

I årene 1968–1995 var det største en irsk kvinde kunne deltage i en konkurrence, hvor det gjaldt om at vinde titlen som årets husmoder. Programmet hed ‘Housewife of the Year’ og fra 1982 blev sendt i bedste sendetid på irsk tv. 

Trods den uskyldige titel, gemmer der sig en dyster historie bag programmet.

I en dokumentar under samme titel, følger vi programmets udvikling, mens vi hører beretninger fra de tidligere vindere.

Det var dengang noget af det største en kvinde i Irland kunne opnå. For ud over fødsler og bryllupper, så var det ganske få milepæle, som kvinder havde at se frem til. For disse deltagere var det at vinde titlen en kæmpe anerkendelse at have dét claim to fame. 

Dokumentaren stikker dybere ned i sendefladen og skraber alt det overfladiske væk fra det meget komplekse realityprogram, hvor den ideelle ‘housewife’ var en der kunne det hele – og det var billedet på den ideelle kvinde dengang. 

Alt i mens den ideelle irske mand udelukkende skulle kunne tage ned på den lokale pub og få en pint eller to, mens konen blev hjemme og passede på alle otte børn – for så var han uden tvivl en ægte mand. 

De tidligere vindere fra programmet ser i dokumentaren tilbage på deres triumf, mens de reflekterer over det samme nagende spørgsmål: “Hvorfor gjorde vi det?” 

Fra de var små piger, blev de opfostret – endda skolet – i at blive en ung kvinde; nemlig den ‘perfekte’ housewife. Man kendte ikke til andet, for man havde ikke rigtigt været udenfor murene, og så var det nemmere at acceptere det. Dengang kunne man ikke bare lige gå på barrikaderne og udfordre status quo. 

For den katolske kirke har gennem Irlands historie haft afgørende indflydelse, hvad angår deres værdigrundlag. Det var først i 1995 at et meget snævert flertal på 50,2% gjorde skilsmisse lovligt. 1995 var også året hvor sidste sæson af ‘Housewife of the Year’ blev sendt. 

Programmets koncept havde for længst overskredet sin udløbsdato. Folk klagede over at det for sexistisk, mens andre brokkede sig over at alt for mange af deltagerne havde et job udenfor hjemmet. 

De kvinder, der vandt konkurrencen, deres liv fulgte også med tiden. Og det bliver portrætter virkelig fint i hvad der overordnet set er en virkelig fed dokumentar der ved hjælp af syrede klip fra programmerne, formår at vække en absurd tid til live i irsk tv-historie. 

‘Housewife of the Year’, dokumentar / Instruktør: Ciaran Cassidy / Land: Irland /  Spilletid: 77 minutter / Produceret fra RTE og IFI.