Forfatteren H.C. Andersen blev i sine sidste leveår en del af en familie, der gav ham den omsorg som han gennem livet havdet manglet. Fortællingen om Andersens møde med den jødiske mæcenfamilie Melchior er i sig selv et eventyr, der beretter om en mørkelagt tid i Andersens liv.
Af Regitze Jørgensdatter
Den verdensberømte eventyrske H.C. Andersen, gik bort på en augustdag i 1875. Han blev 70 år gammel og døde efter sigende fredfyldt efter længere tids sygdom. Trods Odense var hans fødested, satte han sit sidste punktum hos en familie på Østerbro, der i Andersens sidste leveår havde budt ham velkommen i både husrum og hjerterum; Familien Melchior.
Måske har du ikke hørt om hverken familien eller relationen. For selvom at eventyrforfatteren H.C. Andersen er en af de mest berømte i verden, så er der dele af forfatterens liv, som vi ikke ved så meget om.
Dog er Andersens relation til den jødiske Melchior-familie en fortælling, som i sig selv var et eventyr. Endda et som Andersen havde længtes efter gennem sit liv.
Det var først sent i livet, at Andersen blev en nær ven med familien Melchior. Det var en relation, der over ti år byggede på et nysgerrigt barnesind og åbenhed for smukke ting i tilværelsen.
Mange ville nok tænke, at en mand som Andersen ville have et hav af bekendte, så hvorfor skulle den jødiske mæcen-familie skille sig ud?
Andersen havde i den grad brændt nogle broer. Især i hans sidste år.
Det skyldes muligvis en kombination af klassisk alderdom; vi bliver ældre og desto mindre bull-shit gider vi være vidne til. Han var blevet en bitter mand. Desuden havde han påtaget sig mave- og leversmerter, som kun blev værre, og den smerte kombineret med gigt, afmagt og følsomhed var skyld i, at han skubbede mange væk. Der findes beretninger fra hans nærmeste venner, der fortæller om hvor pinlig og ubehagelig han kunne opføre sig.
Men hos familien Melchior blev den gamle Andersen mødt med forståelse og ikke mindst kærlighed. De havde stiftet bekendtskab med Andersen under en rejse i Rom.
Deres hjem var dengang et samlingspunkt for tidens store forfattere, malere og musikere. De var derfor klar over, at en kunstner som Andersen kæmpede med ensomhed og det med at have et sted at kalde for ‘hjem’. Mellem familien og forfatteren må der have været en helt særlig kemi. De omfavner ham.
For på trods af at Andersen kunne skabe sig, så vidste han også godt at han kunne være for meget. Han sagde endda engang disse ord til Dorothea Melchior: “Jeg er saa urimelig, at jeg er en Plage for alle, men tilgiv mig, jeg er saa syg.”
Familien tilgav ham. De åbnede deres hjem for ham, og blandt andet er der beretninger om, hvordan han hver torsdag kom til middag hos dem. For om vinteren havde han en fast maddag hos dem i deres hjem ved Højbro Plads. Når sommeren bankede på rykkede familien ud til deres sommerhus ‘Rolighed’. Anden rykkede i perioder også med. Når han boede på ‘Rolighed’, havde han to værelser på førstesalen. Udover værelserne var der en tilstødende balkon, hvor man kunne nyde en pragtfuld udsigt ud til Øresund.
Andersen var så taknemmelig for deres gæstfrihed, at han kaldte deres hjem for ‘hjemmenes hjem’ og ‘Hjærterts hjem’. Da Andersen blev 70 år, holdt familien endda også hans fødselsdag i deres hjem.
Fruen i huset, Dorothea Melchior, var særligt støttende for Andersen, eftersom han blev mere og mere syg. Dorothea sendte også ofte blomster til Andersen, når han var tilbage i sit hjem i Nyhavn 18. Under et ophold på ‘Rolighed’ blev han meget syg. Rent faktisk fik forfatteren her sygebesøg af selveste kong Christian IX og den kommende Frederik IIX.
Som tak for hendes gæstfrihed klippede han et kompliceret papirklip til hende. Dette papirsklip er navngivet ‘Melchior-klip’ og kan i dag ses på museet H.C. Andersens hus i Odense.
Dertil kan man også opleve andre genstande, som familien donerede til offentlig skue, efter Andersens død. Heriblandt Andersens sidste digte, som er nedskrevet af Dorotha selv, eftersom Anderson var for svag på sine sidste dage til selv at føre en pen. Eftersigende skulle Andersen endda have sagt til Dorothea, at hvis hun fandt ham livløs, skulle hun skære hans pulsårer over. For hans væreste mareridt var at blive begravet i live.
Dorothea var gift med grosserer Moritz G. Melchior. Særligt for grosserer Melchior havde han specialiseret sig med varer fra Dansk Vestindien.
Udover hjemmet på Højbro Plads 21, så havde familien også et slags sommerhus på landet ved navn ‘Rolighed’. Det var et sommerhus, der i slutningen af 1700-tallet blev påført af vicerådmand og Højesteretadvokat Caspar Gottlob Schmidt. Da Moritz købte huset og den store tilhørende grund, ombyggede han villaen med tårn og gavle i rosenborgstil.
Melchiors bror, Israel B. Melchior var hobby-fotograf. Det er derfor vi i dag har en masse fotografier af selskabslivet på ‘Rolighed’ og vigtigst af alt: fotografier af Andersen, hvilket der ikke findes så mange af.
Det var på Rolighed, at Andersen sov stille ind den 4. august, 1875. Han blev fundet bevidstløs i sengen med en kop havresuppe i hånden.
H.C. Andersens begravelse fandt sted i Vor Frue Kirke i København. Til stede var bl.a. Christian IX. Efterfulgt blev han kørt hen på sin sidste og endelige rejse på Assistens Kirkegården.
Huset ‘Rolighed’ blev revet ned i 1898. For med Melchiors død i 1884 gik der forretning i den, og huset var blevet klemt mellem større byggeprojetker og det idylliske omkring Rolighed var forsvundet. Allerede i år 1900 blev en etageejendom opført ovenpå resterne af Rolighed.
I dag hedder grundens adresse Gammel Kalkbrænderi Vej 16, i Rosenvægnet på Østerbro. Villakvarteret er i øvrigt det ældste villakvarter i Danmark, men det er en helt anden historie.
Kildeliste:
Kirsten Boas: “Forvandlingens Smerte”, Kristeligt Dagblad, 04-08-2005
Ejner Stig Askgaard: “H.C. Andersen og Melchior-familien”, Fyens, 30-08-2007