Af Regitze Jørgensdatter

Foto: SCANBOX 

Anmeldelse –  I ‘Back to Black’ følger vi Amy Winehouses vej mod stjernerne. At hun midt i en mandsdomineret musikindustri, skyder op over dem alle og bliver en af de bedst sælgende artister. 

Filmen åbner på fortællingen om den jødiske teenager fra Camden, der finder ro i jazz og tryghed hos tanten, der er hendes store forbillede. Hurtigt bliver vi også introduceret for Amys dæmoner, som vi mærker, når hun møder Blake, der både bliver hendes store kærlighed, men også hendes brist.  

“Honey, you can’t fix him.”, tænker nogen. Men Amy var håbløst forelsket i narkomanen Blake, også selvom han ikke var god for hende, så var han aldeles god for hendes kunst, eftersom Amys andet og sidste studiealbum ‘Back to Black’, som i øvrigt er et af de bedste albums om kærlighed, er et produkt af deres tumultariske relation. 

For Amy Winehouse gjorde tingene på sin egen måde. Ingen skulle rette på hende og musikproduceren skulle ihvertfald ikke rette på hende for som hun selv sagde: “I ain’t no fucking spicegirl.” – men mere fri vilje skal man se langt efter i denne film. 

Når man laver et biopic om en så kompleks karakter, som Amy Winehouse, er der meget man vil have med. Dog er øjeblikke, hvor manuskriptet halter ved at virke overfortællende. Replikker, som virker så unaturlige, at de godt kunne have trængt til en gennemskrivning eller to inden de gik på optagelser. 

Dertil er det en mandlig manusforfatter, der har fået til opgave at lave Amys liv til en spillefilm. Desværre bliver kvindelige karakterer, der er skrevet af mænd, så stive og så stereotype, at de i værste tilfælde ender med at blive så overfortalt, at der ikke bliver plads til at de store følelser kan få deres eget liv. 

At manuskriptet mere læner sig op af hendes toksiske love-intrest og at hun har en lille drøm om at være holdt husmor i en britisk provins, fremfor at vise publikum den Amy der ville frem i verden med sin musik. Mildt sagt, har man brugt mere tid på at putte Amys karakter i et køkken, frem for et musikstudie. 

Det er så fandens ærligt. For de vigtige vendepunkter i hendes liv, bliver der klippet væk fra alt for hurtigt. Og de scener, som får lov til at hænge, har fokus på andre karakterer, hvilket stjæler fokus når det nu er Amys film. Vi når ikke rigtigt at sidde, men Amy 1:1 og mærke hende. Måske er det fordi vi ikke skal? 

Amys karriere steg til tops på hitlisterne med pendulfart. Det hele gik så hurtigt, at hun ikke selv nåede at stoppe op og mærke efter. Den klaustrofobiske følelse, der jagede hende, er tydeligt mærket i filmens tempo. Dog er der roser til ‘Back to Black’, når vi bringes tilbage til 00’erne gennem det flotte setdesign, som virkelig har formået at genskabe nogle af Amys ikoniske koncerter. 

Dernæst byder filmen på et aldeles troværdigt cast, der bliver det bærende element i denne film. Jeg er ikke i tvivl om at det her ER Amy Winehouse. Siden det kom ud, at der skulle laves en spillefilm om Amy Winehouse, har mange, inklusiv mig selv, været skeptiske over for valget af skuespilleren. Amy portrætteres af Marisa Abela. Hun er et blændende stjerneskud. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre til at være Amy. Marisa har Winehouse-faktor! 

Amys stormende kærlighed Blake spilles af Jack O’Connell. Hans skuespilpræstation er aldeles noget, der er værd at skrive hjem om. Hvis man skal holde øje med nogle up and coming skuespillere, så vil jeg vove at påstå at både Marisa og Jack bringer noget særligt det hvide lærred. 

Dertil kan man også tænke sit angående, hvorfor lige nu? 

Først for fremmest er det klart at Amy fik en form for renæssance med den Oscar-vindende dokumentar ‘Amy’ (2015).

Men også for at ære Amys minde, mens mange stadig husker hende. Ikke fordi hun allerede er gået i glemmebogen, men vores mediebillede og nyhedsstrøm har ændret sig drastisk gennem de seneste årtier. Folk får ikke længere deres 15 minutes of Fame, men måske et par gode sekunder på TikTok og dét var så det. 

Amy Winehouse nåede at stå i rampelyset til hun som 27-årig døde af en alkoholforgiftning og kom derfor med i klub 27 sammen med andre legendarisk musikere, der døde alt alt for tidligt. 

Det er fedt, at der endelig kører et biopic af en kvindelig artist i biograferne! Dem, er der ellers langt imellem filmplakaterne. 

I disse år spyttes der biopics ud af historiske skikkelser som Napoleon, Bob Marley og endda også snart får alle i Beatles deres egen film. Selv er jeg en kæmpe Beatlemaniac, men forstå mig ret; filmindustrien bør give mere plads til biopics af kvinder. De burde også give en stol eller to til nogle kvindelige manusforfattere i forfatterummet. 

Spillefilmen ‘Back to Black’ er ikke direkte en dårlig film. Det er en flot hyldest til Amy Winehouses musik, men historien er for mudderet og manglen på en kvindelig manusforfatter er slående. Jeg ved, hvor delte meninger der findes derude omkring hendes arv og denne film. At vi gerne vil ære hendes minde og at hendes musikalske arv for Guds skyld ikke må blive ødelagt.

Ser man på alle de forfærdelige biopics, der i de senere år bliver spyttet ud af Hollywood, så er ‘Back to Black’ et af de bedre og hvorvidt den ære Amy Winehouses væsen, er op til den enkelte. 

‘Back to Black’. Spillefilm. Instruktion: Sam Taylor-Johnson. Medvirkende: Marisa Abela, Eddie Marsan, Jack O’Connel, Lesley Manville. Spilletid: 122 minutter. Premiere: I biografen 11. april.