Hvad sker der, når Sveriges mest tjekkede skuespiller indtager rollen som århundredets sejeste politiker? – Det skal jeg fortælle jer. Man får en veldrejet historisk spillefilm, der formår at gøre politisk historie fascinerende.
Af Regitze Jørgensdatter
Han var en politisk superstjerne. Som FN’s generalsekretær var han dengang en af de mest indflydelsesrige mennesker i verden. Han talte for verdensfred og havde store ambitioner om at stoppe morgendagens krige og konflikter. Han var en mand med en plan. En mand, hvis fodspor vi i Per Flys politiske thriller følger gennem de sidste måneder af hans liv.
Året er 1961. FN’s magt var på sit højeste. Man havde løst Suez-krisen, befriet amerikanske gidsler fra Kina og nu var man midt i en større afkolonisering i flere afrikanske lande. Vi ved hvordan det ender, men man får så meget sympati for Dag, at man håber at det hele nok skal lykkedes for ham. At der venter et liv på ham efter politik.
Det er jo sådan nogle dejlige tanker, som filmens instruktør Per Fly giver sit publikum. At man kan tænke sit om, hvordan Hammarskjölds liv ville have set ud, hvis ikke han gik ombord på det fly.
Dag Hammarskjöld spilles af svenske Mikael Persbrandt, der i dansk-regi bl.a. har brilleret i Susanne Biers Oscar-vindende ‘Hævnen’ (2010). Persbrandt leverer og han tillægger sin rolle noget ganske særligt. Alt fra lange indøvede monologer til noget så simpelt som et lille underspillet smil. Selv har Persbrandt gennem sit virke som Unicef-ambassadør mødt mange diplomater, der også har levet samme ensomme tilværelse som Hammarkskjöld. Og mon ikke Persbrandt også selv i sin karriere har båret rundt på samme tomhed?
Der er i filmen taget nogle kunstneriske friheder i form af karakterer, som er sammenlægninger af flere personer, til fordel for dramaet.
Vi møder blandt andet barndomsvennen Peter Levin, som spilles af danske Thure Lindhardt, der med sit nærværende væsen og sin ret så underfundige dansk-svenske accent giver Persbrandt et blødt modspil – og kærlighed.
Dette Kærlighedsplot er et produkt af, at Hammarskjöld aldrig giftede sig og dengang gik der rygter om at han var homoseksuel. For han var så dedikeret i sit arbejde, at det var umuligt for ham at lukke et andet menneske ind i sit liv.
Lindhardts karakter er blevet til på baggrund af nogle brevudvekslinger, og tætte relationer Dag bl.a. havde i sine yngre år og til en amerikansk forfatter.
Også Hammarskjölds sekretær, Hannah, er fiktiv. Hun spilles af den dansk-finske skuespiller Sara Soulié. Rollen er baseret på en lang række sekretærer, som han havde i sin tid i FN. Der må jeg give Per Fly stor ros for at skabe en kvindelig karakter, der ikke bare er til pynt.
Angiveligt har instruktøren Per Fly sammen med produceren Patrick Reborn haft denne spillefilm på tegnebrættet i 15 år. Den dedikation der har været forud for optagelserne scorer en klokkeklar 12’er og her må jeg tilføje, at set gennem en historienørds øjne, er det overvældende, hvor meget der er blevet kræset for detaljerne i ‘Hammarskjöld’. Det er tydeligt, at man er gået til opgaven med respekt for fortidens stil og charme. Han har formået at give ham en personlig dybde. Et smukt portræt af et menneske, som havde så meget magt, men som måske var meget ensom.
Vores geopolitiske landskab mangler en Dag Hammarskjöld. Vores verden skriger efter nogen, som ham – måske mere end nogensinde.
??????