I en ny historisk spillefilm er det udelukkende Anthony Hopkins’ enestående præstation, der bringer liv til historien og efterlader et rørende indtryk. Men filmen gør os også klogere på historien om en britisk børsmægler, Nicholas Winton, der ved 2. Verdenskrigs spæde begyndelse reddede 669 børn fra nazisternes kløer. 

Af Regitze Jørgensdatter

Har vi ikke set nok film om 2. Verdenskrig? – Tænker nogen, hver gang der kommer en biografaktuel film på plakaten omhandlende netop lige dén krig.

Ifølge filmsiden IMDb, findes der omkring 9.000 film, der er kategoriseret under 2. Verdenskrig. Sammenlignet med 1. Verdenskrig, hvor der kun er 2.500. Tag ikke fejl af, at 2. Verdenskrig fik enorm indflydelse globalt – både politisk, økonomisk og socialt. Krigen ændrede verdenskortet, førte til oprettelsen af FN og satte scenen for den kolde krig. 

© Nordisk Film

Dertil er der ingen, der tvinger nogen til at se film om én specifik historisk periode. Lige med undtagelse, hvis det er en del af pensum i ens historietimer – Sorry, venner!

Vi kommer dog ikke udenom det faktum, at det er en periode, der er så tæt nok på vores egen tid, at vi stadig kan føle en forbindelse til den, men også være langt nok væk til, at vi kan se det med en vis historisk distance. 

Det gør det attraktivt for en filmproduktion, at man kan udforske både de specifikke historiske begivenheder og de universelle menneskelige temaer, der opstår ved krig. Så er der bare generelt et stort publikum for film om netop 2. Verdenskrig – og denne film er ingen undtagelse. 

‘One Life’ er en filmatisering af hvordan en ung britisk børsmægler, ved navn Nicholas Winton, der ved krigens spæde begyndelse redder 669 børn fra nazisternes kløer. 

50 år senere i 1988 bliver han stadig hjemsøgt af de børns skæbne, som han ikke var i stand til at hjælpe. Ikke før han på direkte tv blev overrasket af de overlevende, kunne han acceptere, at når man står over for så ødelæggende grusomheder, er det en sejr blot at redde ét liv. Samtidig blev den britiske offentlighed også bekendt med sandheden om deres helt gemt iblandt dem.

© Nordisk Film

I filmen møder vi Nicholas Winton, på sine ældre dage. Spillet af ingen ringere end Sir Anthony Hopkins, der er så hjertevarm, at han kunne forveksles med den ældre herre Carl i Pixars ‘OP’.

Er der noget bedre end at opleve en Anthony Hopkins, der lever sit bedste bedstefar-liv? 

Jeg kunne glo på det her længe. 

For Hopkins’ underspillede mimik er kun blevet bedre med alderen. Privat er han også en formidabel pianist, og hans klaverspil får også lov til at blive luftet i denne film. Anthony Hopkins’ enestående præstation bringer liv til historien og efterlader et rørende indtryk. 

© Nordisk Film

Desværre bliver hans overdådige bedstefar-præstation kvalt af medspilleren, svenske Lena Olin, der forestiller sig at være hans kone. 

Hun er vanvittigt fejlcastet i en så kritisk grad, at det nærmest bliver kriminelt. For hun trækker ham ned. Hendes tilstedeværelse i scenerne virker omklamrende. Ærlig talt, så efterlades jeg med en følelse af, at hun direkte er bange for han pludselig skulle stikke af. Det er direkte pinligt. 

Zoomer vi yderligere ind på filmrullen og fokuserer på det tekniske, så er den filmiske stil, hvad man regner en klassisk BBC-serie for. 

Om man er til det eller ej, er en smagssag. Mange vil nok mene det ikke hører en hel spillefilm til, men at kunne se en BBC-serie i biografen er nu heller ikke så skidt igen. 

Uden Hopkins, kunne BBC bare have lavet den til en mini-serie, som historieelskere, inklusiv mig selv, ville elske at streame fra sofaen på en regnvejrsdag. Men Anthony Hopkins er så ikonisk, hvis ikke et stykke historie i sig selv, at hans væsen fortjener enhver anerkendelse og spilletid på det hvide lærred, som han kan få. 

?????

‘One Life’ har dansk biografpremiere d. 20 juni 2024.